BOOK ET FOREDRAG

Jeg har holdt foredrag i 20 år. Mine foredrag tager typisk udgangspunkt i min dyrefotografering og mine rejser.

Steder jeg har holdt foredrag: Greve Gymnasium (+1000 gymnasieelever), Science i Forum, København Zoo, Statens Naturhistoriske Museum, Aalborg Zoo, Naturama, Valdemar Slot, Den Internationale Skole i Luxemburg, Folkeuniversitetet i København, FOF Gentofte, FOF Brøndby, FOF Aalborg, VPP Foto Klub, Fotoklubben Radiometer, Gifted Children, Young Apes Conference, Marco Polo Tours, Albatros Travel, Africa Tours, Tårnby Kommunebiblioteker og Helsingør Bibliotek.  

Her et udvalg af foredrag, jeg udbyder. For booking og nærmere information, skriv til mail@mogenstrolle.dk. 


I JAGUARENS SKYGGE

Det tog dyrefotograf og zoolog Mogens Trolle over tyve år, før det endelig lykkedes ham at komme ansigt til ansigt med en vild jaguar. Med hans søgen efter og oplevelser med Sydamerikas største og mest myteomgærdede rovdyr som omdrejningspunkt fortæller han historien om, hvordan han som ung tilfældigt kom til at arbejde to år som guide i verdens største vådområde, Pantanal i Brasilien, hvordan han sidenhen brugte en årrække på at registrere sky pattedyr, bl.a. jaguarer, i uudforskede dele af Amazonas og Pantanal, og om hvordan han i 2015 som dyrefotograf vendte tilbage til Pantanal for endnu engang at lede efter jaguaren.    


ØJENKONTAKT MED VERDENS VILDE DYR

Dyrefotograf, zoolog og forfatter Mogens Trolle har fotograferet dyr i 22 år og på alle syv kontinenter. Når han fotograferer dyr, gælder det for ham om at komme helt tæt på; helt derind hvor han kan fange dyrenes ansigtsudtryk og blikket i øjnene på dem. Det har givet mange tætte møder med vilde dyr igennem årene. I dette foredrag kommer man med på en fotografisk rejse vidt omkring i verden og hører om en række af Mogens Trolles mest intense dyreoplevelser med bl.a. løver, leoparder, elefanter, chimpanser, gelada-aber, jaguarer, bjørne, søelefanter og hvaler. 


ØJENKONTAKT MED AFRIKAS VILDE DYR

I 2013 tilbragte dyrefotograf og zoolog Mogens Trolle, forfatter til den anmelderroste bog ”Afrikas dyreliv - safariguide”, et helt år med at fotografere dyr i det sydlige Afrika. Han tilbagelagde over 40.000 km i Sydafrika, Namibia og Botswana og kom hjem med 65.000 billeder i bagagen. Det blev til fotoudstillingen ”Øjenkontakt” på Zoologisk Museum og Valdemar Slot. Med udgangspunkt i hans øjenkontakt-billeder fortæller Mogens Trolle om intense møder med Afrikas vilde dyr fra hans år i det sydlige Afrika og efterfølgende fotorejser til Kenya, Uganda og Etiopien.  


PÅ JAGT EFTER SKY PATTEDYR I SYDAMERIKAS UUDFORSKEDE JUNGLER

I nullerne tilbragte zoolog Mogens Trolle en årrække med at kortlægge pattedyrene i uudforskede dele af Amazonas og verdens største vådområde Pantanal i Brasilien og arbejdede bl.a. med jaguar, ozelot, puma, tapir og mankeulv. Han var en af pionererne i brugen af fotofælder til videnskabelige undersøgelser i Sydamerika. I foredraget her kommer man med på ekspeditioner dybt ind i det sydamerikanske vildnis og hører om udfordringerne med at registrere junglens sky dyr, som man næsten aldrig ser; forskning der ultimativt første til opdagelsen af et helt nyt pattedyr i Perus Amazonas. 


gelada-pink-flash-mogens-trolle.jpg

ØJENKONTAKT: AT TAGE PORTRÆTBILLEDER AF VILDE DYR

FOR SÆRLIGT FOTOINTERESSEREDE

Dyrefotograf og zoolog Mogens Trolle, der har fotograferet dyr i 22 år og på alle syv kontinenter, er specialiseret i at tage close-up portrætbilleder af vilde dyr. I dette foredrag tiltænkt fotoklubber og andre særligt fotointeresserede vil han med udgangspunkt i et stort udvalg af hans dyrebilleder fra rundt omkring i verden dele erfaringer med og fifs til at få øjenkontakt med de vilde dyr, fra hvordan man finder og nærmer sig dyrene til det rent felttekniske omkring fotograferingen.